FORSIDE / RIBE DET GODE EKSEMPEL

RIBE DET GODE EKSEMPEL

Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter mener, at Ribe er stærk på turisme og fremhæver, at befolkningstallet ikke er faldende, som man ellers ser med mange andre byer på samme størrelse.

Esbjerg 
Ribe er en af Danmarks mest succesfulde købstæder, mener Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter, der har udvalgt byen som "det gode eksempel" i nyt materiale om mindre byer.

Ribe er én af de fem byer, som Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter har valgt skal fremhæves som en særligt vellykket købsstad i en ny eksempelsamling, som ministeriet skal i gang med at lave. Eksempelsamlingen rummer også Ringe, Ikast, Struer og Dannenberg i Nordtyskland og skal bruges til at vise eksempler på mindre byer, der klarer sig godt, selvom indbyggertallet ikke er højere end maksimum 13.000.

- Mange købstæder i Danmark har det svært. De oplever faldende indbyggertal og tomme butikslokaler, og de ved simpelthen ikke, hvad de skal gøre ved problemet. Derfor laver vi denne eksempelsamling, som kan vise, hvad byer som for eksempel Ribe har succes med, siger Emma Lorenzen, som er arkitekt og byplanlægger hos COWI, som hjælper ministeriet med at lave det nye materiale.

Skal interviewe lokale

Emma Lorenzen skal derfor på besøg i Ribe, hvor hun blandt andet vil interviewe museumsdirektør Flemming Just, erhvervschef Kristian Bendix Drejer og Britt Steffensen, som er direktør for Ribe Byferie. Hun mener, at netop disse tre personer er de helt rigtige aktører til at fortælle om byens udvikling.

- Ribe har klaret sig rigtig godt med både bosætning og turisme, selvom byen har mistet en række funktioner og arbejdspladser i forbindelse med den nye kommunalreform. Jeg er spændt på at høre deres erfaringer og få alle vinkler belyst, siger Emma Lorenzen.

De fem byer, som er blevet udvalgt, har ifølge Emma Lorenzen haft forskellige udfordringer og tiltag, og dermed vil de fleste danske købstæder kunne "spejle" sig i mindst én af byerne.
Ribe Handelsstandsforening | CVR: 28480628 | Torvet 3, 6760 Ribe - Danmark | Tlf.: 75421500